Jeg var i dag med til et godt møde med to af de foreninger, der repræsenterer beboere på landets små øer og danske landsbyer. De kæmper en flot kamp for deres områder, og det kan jeg godt forstå for nok er der mange glæder ved at bo hvor de bor, men der er også en del praktiske udfordringer.

En af de udfordringer der har været debat om på det seneste handler om postservice. Fra starten af 2008 har det fx ikke længere været muligt at betale postopkrævningspakker, indbetalingskort, frimærker og pakkelabels direkte til postbuddet. Det har der været utilfredshed med især i yderområderne.

I stedet kan man i år betale disse ydelser med en krydset check eller bestille frimærker og pakkelabels på nettet eller over telefonen.

På mødet i dag, aftalte vi snart at mødes igen, for at komme dybere ned i en række spørgsmål. Ikke kun dem der er nævnt her, men også særlige forhold for det lokale erhvervsliv, særligt informationsbehov herunder mulighederne for foreningslivet.

Lige nu ved jeg naturligvis ikke, hvor den snak ender.

Post Danmark lever selvfølgelig op til de krav, der stilles til os i den befordringspligt vi har aftalt med staten. Også i yderområderne skal man kunne modtage og sende breve og pakker hver dag.

Vi er netop glade for at være med til at sikre at også udkantsområderne er forbundne med resten af landet. Det kan vi kun være stolte over at bidrage til. Men vores dilemma, er at med den nye og voksende konkurrence der er på postmarkedet, så kan vi ikke bede andre betale for meget, hvis andre skal for lidt for den service de benytter.

Det Robin Hood princip der gjaldt tidligere, passer ikke ind i et moderne marked - så det er de begrænsninger vores gode vilje er underlagt, men lad os nu se om vi ikke kan komme et stykke ad vejen sammen, alligevel. Det håber jeg.

Lars